Svenske Nils

- han kunne spille, så lusene trillede os ud af knaphullerne.

I 1850'erne udvandrede tusinder af svenske landarbejdere. Mange til Amerika, men nogle af dem kom til Danmark. Og blandt dem var Nils Andersson fra Skåne.

Nils fik plads på en gård i Vendsyssel, hvor han traf den unge Birthe Marie Christensdatter. De blev gift 1861 i Jerslev Kirke, men det blev ikke noget lykkeligt ægteskab og Birthe Marie forlod senere Nils med deres tre børn. Men en violin havde Nils - og den blev hans skæbne. Det fortælles, at da han spillede ved et gilde i Nykøbing Mors, kom det stadsmusikant P. C. Kjæhr for øre. Kun Kjæhr måtte spille for betaling og Nils blev indstillet til en bøde.

Mødet mellem de to udviklede sig imidlertid til et samarbejde. Kjæhr så utvivlsomt hurtigt, hvilke evner Nils havde, ikke blot som spillemand, men også som komponist. De spillede for hinanden og kritiserede hinandens værker.

Nils var begyndt at vandre omkring i Nordjylland for at spille for folk. Han var berømt for sit spil. "Han kunne spille, så lusene trillede os ud af knaphullerne". Mange af melodierne var hans egne, skabt i situationer, der antyder et begyndende problem med brændevinen. "Omforladelses-Polka", "Forhærdelsesvals" er nogle af titlerne. Men ofte gav han melodierne navne efter mennesker han mødte, f.eks. "Maren i Skoven" og "Lines udelukkelse".

Det var svært for Nils at ernære sig som spillemand. Han gav undervisning, nedskrev og solgte sine melodier og spillede til baller. Men betalingen var karrig og blev ofte erlagt i flydende varer. Det fortælles, at han kunne få en vidunderlig klang frem ved at stille et mere eller mindre fyldt snapseglas på violinen, mens han spillede. Bagefter fik han glasset fyldt til randen for sin egen mund.

Til sidst blev Nils så nedbrudt af druk og sygdom, at han fik ophold i Sterup fattighus, hvor han døde i 1879, 46 eller 47 år gammel, som det står i kirkebogen.

Kilder: N. P. Petersen og Henry Mark.