Opskrift: Lav selv en lavendeldusk Ordet lavendel er afledt af det latinske verbum lavare, der betyder at vaske. Man vaskede nemlig sig og sit tøj i vand, der var gjort velduftende med lavendelblomster. Lavendel dyrkes i Provence i Frankrig. Den fine lavendel vokser vildt i en højde mellem 600 og 1500 meter over havet. Lavere vokser der en kamferduftende slags. Den sort der dyrkes, har navnet Lavandin og er en hybrid af de to vilde arter. Lavendel-essens bliver fremstillet ved at lede hede vanddampe gennem plantemassen, hvorved dampene uddriver essensen. Derefter fortættes dampene ved afkøling, og da essensen er lettere end vand, flyder den ovenpå. Lavendelstræde i København har i øvrigt ikke mere med blomster at gøre end at det oprindelig var vaskegaden! ![]() Det er ikke svært at lave de gammeldags lavendelduske til at hænge i garderober og klædeskabe for at give god duft og hjælpe til med at holde møllene væk. Lavendelblomsterne skal have lang stilk og helst plukkes så tidligt i blomstringen, at stilkene endnu er bøjelige. Silke- eller fløjlsbånd bruges til at binde duskene sammen med. Om elleve lavendelstilke bindes et bånd lige nedenfor blomsterne, så der bliver en kortere og en lang ende på båndet. Så bøjes stilkene forsigtig ned om blomsterne. Den korte ende bånd puttes ind mellem blomsterne for til sidst at forenes med den lange. Den lange båndende flettes over to og under to stilke, indtil blomsterne er helt dækket. Der afsluttes med at binde de to båndender sammen til en sløjfe og studse stilkenes ender. |
• • • |